To Mand frem for en Enke!

Enken kalder det bagerste par i rækken frem ved at råbe “To mand fremfor en enke…løb!”. Slip og løb væk fra din mage. Undgå enken og genfind din mage, eller bliv enke.

Antal: Ulig antal fra fem til 25 personer
Redskaber: Ingen
Sted: Fast grund med plads til to rækker deltagere
 

“Når foråret nærmede sig, begyndte det at krible i maven, så skulle vi spille kugler, hinke i rude, lave sanglege, spille rundbold og ikke mindst lege fangeleg. Det var så dreng og pige, der skulle løbe sammen – og det var jo ikke ligemeget, hvem man løb med.” (Kilde: Pensionisterindringer 1995, nr. 739, Københavns Stadsarkiv)

 

Hvordan To Mand fremfor en Enke leges

Deltagerne stiller sig parvis bag hinanden hånd i hånd. Fangeren, enken, stiller sig forrest med ryggen til parrene. Enken begynder legen ved at klappe i hænderne to gange og råbe “To mand fremfor en enke…løb!”.

Det bagerste par i rækken, slipper hinandens hænder og løber hver sin vej udenom alle parrene. Enken skal forsøge at fange én af dem. Hvis det lykkes parret at nå hinanden igen, uden at blive fanget, danner de par igen forrest i rækken og enken må forsøge sig igen.

Bliver en af dem fanget, skal den tilfangetagne agere enke i næste omgang. Den tidligere enke får nu den anden som mage og de skal stille sig forrest i rækken af par.

Variation af To Mand fremfor en Enke

I stedet for at løbe, kan deltagerne aftale, at de for eksempel kun må hinke, hoppe, kravle, gå baglæns eller lignende.

Det kan også aftales, at enken først må løbe, når parret er nået op forbi enken.

I stedet for at råbe “To mand fremfor en enke…løb”, kan man råbe “Ægtepar herrut!”, som er blevet brugt i nogen egne i Danmark.

 

Litteratur med fange- og gemmelege jeg vil anbefale:

  • Den høje legebog af Carsten Lindgren, Borgen Forlag 2004
  • Hund i lænke – og 99 andre gamle fange- og findelege af Jørn Møller, De Danske Skytte- Gymnastik- & idrætsforeninger 1990
  • Sjove lege i det fri af Catharina Andersson, Carlsen 1997

 

This entry was posted in To mand frem for en enke. Bookmark the permalink.