Hinke med hinkesten

Skub hinkestenen foran dig med foden på et ben uden at miste balancen. Lander hinkestenen eller du på stregerne i hinkeruden, er det forfra.

Antal: 2-10 personer
Redskaber: Kridt Nybegyndere og må bruge en hinkestav (stok, kosteskaft eller lign.)
Sted: Fast jævn grund, asfalt eller fliser

 

Hvordan man hinker med hinkesten

At hinke er at hoppe på ét ben fra felt til felt, samtidig med at man med foden puffer en hinkesten foran sig. Hverken hinkestenen eller ens fod må ramme udenfor det rigtige felt, eller som på billedet lande på stregerne.

Hvis hinkestenen ligger dårligt i et felt, for eksempel ved en streg eller i et hjørne, er det tilladt at “rykke”. Rykke gør man ved at sætte foden på hinkestenen, og med små hop forsøge at trække den til sig.

Hinkningen kan gøres sværere og lettere. For eksempel kan man aftale et hvilefelt på forhånd, et felt hvor man må sætte begge ben på jorden. Man kan også lave om på rækkefølgen af felterne ved en anden nummerering, så den bliver sværere at gennemføre.

Hinkeruder

En hinkerude kan have mange former og størrelser. Den tegnes med kridt og består af en figur eller et mønster med et bestemt antal felter.

Felterne består ofte af en talrække fra 1 og opefter, men kan også indeholde regler for videre hinkning eller en spådom om ens fremtid.

Klassisk hinkerude

Den traditionelle hinkerude tegnes med form som en kvadrat. Den deles op i 9 lige store felter i  3 rækker og nummereres med tallene 1 til 9, som den der ses her.

Det gælder om at få puffet hinkestenen et felt ad gangen fra felt 1 til 9 uden at miste balancen og uden at ramme streger. Felt 5 kan vælges som hvilefelt, eller felt 9, hvis man tage turen tilbage igen til felt 1.

Jeg viser hvordan den klassiske hinkerude hinkes her nedenfor.

Sol, Stjerne eller Lykke

I den klassiske hinkerude til venstre i billedet her til højre, er tallene sat i tilfældig orden, for at give større udfordringer.

Helt til højre, ses endnu en variation i slutfelt 9. Rammer man en af de tre spådomme, bliver man enten stjerne, får stor lykke eller masser af sol på sin vej.

Hop 9

En dame i min bebyggelse, Birthe, lærte mig en ny variant af den klassiske hinkerude. Hun hinkede den i sin barndom i Sønderborg i Sønderjylland og huskede at den hed “Hop 9”.

Det specielle ved denne hinkerude er, at man i de kvadratiske felter skal hoppe på to ben, og i de afrundede hjørnefelter på et ben. Feltet med hinkestenen i må ikke betrædes. Det skal man huske!

Hvordan Hop 9 hinkes, viser Birthe her nedenfor. Mens man står udenfor hinkeruden, puffes hinkestenen ind i felt 1. Herefter hopper man direkte til felt 2, videre til felt 3 osv. Når man til feltet lige før hinkestenen, felt 9, skal hinkestenen i felt 1 samles op. Glemmer man det, er man død.

Gennemfører man runden, puffes hinkestenen i næste runde ind i felt 2. Herefter hopper man ind  i felt 1 og direkte videre til felt 3, da felt 2 jo ikke må betrædes, fordi hinkestenen ligger deri. Husk at samle hinkestenen op når du står i felt 8, lige før felt 2.

I næste runde puffes stenen ind i felt 3 og samles igen op når man kommer til felt 7. , osv.

Her nedenfor, kan du se Birthe vise hvordan man hinker “Hop 9”, hvor hun allerede har hinket første runde, og derfor puffer hinkestenen ind i felt 2:

Paradis

Hinkeruden til Paradis består af to aflange rækker ved siden af hinanden med fem lige store felter i hver. I den ene ende tegner man en halvcirkel til at runde hinkeruden af med. Dette felt er hvilefelt.

Talrækken 1-10 starter man med at skrive ind i felterne i den modsatte ende af hvilefeltet. Felt nr. 5 og 6 skal ende med at stå ved siden af hinanden under hvilefeltet.

Hvordan man hopper Paradis, kan du se i diasfilmen her nedenfor. Man starter med at puffe hinkestenen ind i første felt, felt nr. 1. Man stiller sig på et ben og samler man hinkestenen op i hånden.

Herefter fortsætter med at hinke gennem resten af felterne. I halvcirklen forenden, må man tage en pause på begge ben. Så er man hoppet i Paradis.

Der fortsættes herefter på et ben indtil felt 10, hvor man vender om og tager turen tilbage. Igen må man holde en pause når man hopper ind i Paradis.

I næste runde puffer man hinkestenen ind i felt nr. 2, hinker til felt nr. 1 og samler hinkestenen op. Fortsætter så med at hoppe banen færdig, ligesom i første runde. Næste runde, skal hinkestenen ind i felt 3, og sådan fortsætter man til alle ti runder er gennemført.

Flere hinkeruder med og uden hinkesten

Der findes et utal af hinkeruder og måder at hinke på. Legen “Jeg melder krig mod…” er en strategi og fangeleg med en stor landecirkel af kridt som afsæt.

Herudover findes der hinkeruder, hvor man hinker uden hinkesten, den af mange kendte Hoppe Mand samt Sneglen hvor man erobrer et felt for hver omgang man klarer igennem.

Danmarks undervisningsportal EMU byder på enkelte andre hinkeruder, illustreret og beskrevet: EMU

En bog du kan låne på biblioteket med en del information om og forslag til hinkeruder, også fra andre lande:
Føde en Bjørn af Jørn Møller, 1990, De Danske Skytte- Gymnastik- & Idrætsforeninger.

Her kan glashinkesten købes

I de almindelige legetøjsforretninger herhjemme, er jeg kun stødt på hinkesten af hårdt plastik. De er ikke særlig kønne og så virker de mere kluntede at hinke med. Jeg vil derfor anbefale at anskaffe en eller flere glashinkesten. Det er en del af oplevelsen at hinke med de gamle glashinkesten.

Herolds Varehus på Amager i København er en gammeldags legetøjsforretning med både nyt, men mest gammelt og fint legetøj,  herunder hinkesten. Den er et besøg værd uanset om man skal have hinkesten eller ej.

Følgende hjemmesider sælger glashinkesten og i skrivende stund (2011) har Odense Bys Museumsbutik det største udvalg til den laveste pris (kr. 28):

Odense Bys Museers museumsbutik
Nationalmuseets museumsbutik
familieleg.dk

Historien om hinkesten og hinkning

I Danmark har man brugt særlige hinkesten af glas, i andre lande brugte man blandt andet flade sten. Forskellige glasværker herhjemme lavede hinkestenene, heriblandt Holmegårds Glasværk, som lavede de smukke hinkesten med motiver fra H. C. Andersens eventyr. Hinkesten fra Holmegaard Glasværk, 1997. Den gule stens motiv er fra H.C. Andersens eventyr Hyrdinden og Skorstensfejeren, den farveløse har stjernetegnet Vandmanden, og de øvrige er udsmykket med forskellige skaller. Du kan se eksempler på forskellige glashinkesten, der er lavet gennem tiden. Når ud klikker dig ind, skal du gå ind i glasværkerne i venstre kolonne,

Hinkestene og hinkelege menes at stamme fra italien før 800 f.Kr. og skulle have spredt sig herfra til resten af europa via de romerske soldater. I Danmark begyndte glasproduktionen af hinkesten i 1800-tallet. Du kan læse mere om  hinkestenens historie og produktionen af hinkesten i Danmark her.

Hinkestenssamlere

Familien Torps samling

This entry was posted in KRIDT. Bookmark the permalink.

3 Responses to Hinke med hinkesten

  1. I er velkomne til at sætte os på under samlere også – og også at vise et link til vores side.
    I må også gerne bruge oplysninger og billeder hvis i har behov.
    Jeg laver link til jer fra min side.
    kim Hansen

  2. Johan P. V. Laustsen says:

    Kære Janni
    Tak for dine fine hjemmeside. Jeg er inspektør på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. I vinterferien, har vi her på museet, leg på programmet. Hinkeleg, kuglespil osv. Som du selv også har erfaret, så bliver de voksne også grebet af det. Jeg viser også dukkevogne og gamle børnecyklercykler frem. I den forbindelse, har jeg fundet ganske lidt om piger der i 50´erne pyntede deres dukkevogne og deltog i et mindre optog. Har du noget kendskab til den slags leg/underholdning? Og spørgsmål nr. 2 – børnelege på cykler, er det noget du har stødt på? Jeg har som barn selv deltaget i cykelringridning, men det var vist ret lokalt. Du er meget velkommen til at ringe 49222611 eller skrive til mig. Held og lykke med hjemmesiden og hvis jeg kan hjælpe dig, så sig endelig til. Venlig hilsen Johan P.

  3. vi hoppede da paradis i en anden slags “skema” 1-2-3-(4+5)-6-7-(8+9)-10-(11+12)

    et tern 1 ben – 2 tern 2 ben håber det giver lidt mening det jeg skriver

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *