Ti-bold

Kast og grib bolden på ti forskellige måder op ad muren, det bliver sværere og sværere. Se hvem der først klarer sig igennem!

Antal: 2-6 personer
Redskaber: En tennisbold til hver deltager
Sted: Jævn mur/plankeværk med fast grund foran

Hvordan man spiller i Ti-bold

Ti-bold er ti forskellige udfordringer i at kaste og gribe bolden til og fra muren. Sværdhedsgraden stiger jo tættere du kommer på målet.

Fejles et kast eller tabes bolden, er det den næstes tur og man må om bag i køen til det bliver ens tur igen.

Når en af deltagerne har gennemført de ti udfordringer, har vedkommende vundet. Spillet er slut og en ny omgang kan begynde.

Ti-bolds 10 udfordringer

Du starter med nr. 1 og så nedefter.

  1. Kast bolden med underhåndskast. Grib den.
  2. Kast bolden med overhåndskast. Grib den.
  3. Kast bolden og kryds armene i et “kuskeslag” (håndfladerne på skuldrene), inden du griber den igen.
  4. Kast bolden og klap i hænderne foran maven og bag ryggen, inden du griber den igen.
  5. Kast bolden op i luften og slå den ind mod muren med højre håndflade. Grib den.
  6. Kast bolden op i luften, og slå den ind mod muren med bagsiden af højre hånd. Grib den.
  7. Kast bolden under højre ben. Grib den.
  8. Kast bolden under venstre ben. Grib den.
  9. Kast bolden bag om ryggen. Grib den.
  10. Vend ryggen til muren, kast bolden over hovedet, vend dig i en fart og grib bolden.

Eller som her ti andre udfordringer:

  1. Kast bolden op mod muren. Grib den.
  2. Kast bolden ved at slå den med håndfladen op på muren to gange. Grib den.
  3. Slå igen bolden op på muren med håndfladen, klap hænderne mod brystet inden du griber bolden. Gør det tre gange.
  4. Slå bolden med håndfladen op på muren og klap i hænderne foran, bagved og igen foran kroppen, før bolden gribes.
  5. Slå bolden op i luften med håndfladen fem gange, og slå den så op på muren. Grib den.
  6. Kast bolden under det ene ben og op på muren. Grib den.
  7. Tag fat med den ene hånd om den anden underarm, så de bliver en ring. Slå bolden op på muren syv gange i træk med den frie hånd.
  8. Med den ene hånd kast bolden bagom kroppen op på muren. Grib den.
  9. Støt den ene hånd mod muren, læg bolden på armen, kast den op på muren. Grib den med den frie hand.
  10. Kast bolden bagfra, over ryggen op mod muren. Grib den med begge hænder.

Andre udfordringer med Bold på mur

Syvstjernen er en anden variant af bold på mur, hvor man skal være mindst to, der på skift kaster og griber på syv forskellige måder.

Bold på mur med remser er som udgangspunkt almindeligt boldspil op ad mur med underhåndskast og overhåndskast.

Der bruges mindst to bolde. Det er lidt sværere at spille med tre bolde eller flere.

Uanset hvor mange bolde man bruger, så remser man Boldremser mens man spiller i takt med bolden rammer muren.

This entry was posted in BOLD PÅ MUR. Bookmark the permalink.